Essay #1

Det er dejligt med orden

– om improvisation som livsanskuelse

Af Jakob Th. Overgaard

Marts 2019 (Også publiceret i ‘OS Zine’, 2019)

Allerførst vil jeg gerne takke for muligheden for at skrive dette essay – en mulighed som jeg har fået af Kresten Osgood.

Og á propos Kresten Osgood vil jeg her tage afsæt i et samtaleinterview jeg for nogle år siden lavede sammen med netop Kresten. Samtalen havde improvisationsmusik som tema, og indenfor denne ramme bevægede samtalen sig i mange retninger. På et tidspunkt stiller Kresten retorisk spørgsmålet: Opfatter man improvisationsmusik som en genre eller som en livsanskuelse?

Spørgsmålet er i sig selv spændende og samtidig et spørgsmål som mange musikere og forskere indenfor jazz og improviseret musik har beskæftiget sig med. En meget citeret og fremtrædende amerikansk forsker, Scott DeVeaux, har formuleret: The essens of jazz is the proces of change it self[1].

The proces of change it self kan meget hurtigt identificeres i jazzmusikkens samlede pulje af endog meget forskellig musik. Derfor forekommer DeVeaux’s sætning ret præcis om end ret overordnet. Men sammenholdt med Krestens formulering om livsanskuelse handler citatet pludselig om (i mangel af bedre ord) noget mere end klanglig og stilistisk evolution.

Ofte har vi hørt, og jeg har selv haft den holdning, at improviseret musik alene handlede om ’øjeblikkelig kunst undfanget i et ærligt og fordomsfrit selvudtryk’. Dette mener jeg stadig, men samtidig tror jeg, at intentionen om musikalsk og klangligt at udleve en livsanskuelse indeholder et potentiale, der hæver sig langt over det enkelte kunstværk og den enkelte musikers individuelle udtryk.

Den vestlige improviserede musik efter ca. 1960’erne (også det nogle kalder improvised music  som i mange sammenhænge også associeres med jazz) eksisterer i en vis udstrækning også i et klangligt felt, der eksisterer indenfor et nogenlunde defineret metodeapparat. Den kan undertiden (men langt fra altid) defineres som en negation – dvs. defineret af hvad den ikke er: Den er ikke metrisk men frirytmisk, den er ikke tonal men fritonal, den er ikke formal men eksisterer i frie og umiddelbare former, og den gør ikke brug af på forhånd indstuderede klangforløb men er baseret på mere intuitive forløb. Dertil kommer at en evig foranderlig proces – en evolution – efterlader en musik som i en vis forstand er defineret af at være uforudsigelig.

Grunden til at jeg går til yderligheder, og kalder den en negation er, at disse parametre måske er opstået som netop dette: At gøre noget som normalt ikke gøres. Men selvfølgelig er der tale om en generalisering, for der er også meget af det vi kalder improvised music, der ikke ligeså kategorisk kan betegnes som negationsbaseret.

Men for nu at blive i tanken om det negationsbaserede: Den frasiger sig med andre ord mange af de traditionelle parametre og metoder som vores musikkultur har opbygget, og eksisterer i at andet rum, hvor andre parametre gælder. På den måde frasiger den sig den simple, sunde og brugbare – men også fastlåste forestillinger om orden og kaos, vellykket eller mislykket, godt eller dårligt og måske ultimativt ondt og godt.

Improvisationen accepterer kaos og erkender sideløbende, at de systemer den frasiger sig er gode værktøjer til at skabe orden, overblik og tryghed. Eksempelvis er vores mulighed at konkludere om noget er godt eller dårligt meget tryghedsskabende. Men en sådan vurdering kan ofte være vanskelig i forbindelse med improviseret musik.

Forholdet og forhandlingen i mellem kosmos og kaos er selvfølgelig ikke isoleret til improviseret musik alene – faktisk overhovedet ikke. Disse modsætninger går ofte igen i verdens religioner og filosofier. Således også i den nordiske mytologi. Finn Stefánsson skriver i sin bog Nordisk Mytologi (2009):

Konflikten og balancen mellem orden (kosmos) og uorden (kaos) er centralt placeret i den nordiske religion. […] Kampen udkæmpes “evigt” i det mindste og det største. Kosmos skabes af kaos, og kaos truer hele tiden. Men kaos er også med til at sætte skub i verden, der ellers ville falde i en dvale af vellevned og frugtbarhed, en guldalder. […] Verden bliver til ved mødet mellem modsætninger.[2]

Set i forhold til noget så uskyldigt som improviseret musik virker ovenstående citat måske lidt bombastisk formuleret. Alligevel vil jeg bruge det som afsæt.

Perspektiveret i dette citat kan fremlægges således: improvisationsmusikken set dels som negationsbaseret (defineret ud fra hvad den ikke er), som livsanskuelse (defineret som en aktivitet og et produkt der rækker ud over sig selv), som proces of change is self (defineret som under konstant forandring), kan betragtes som en påmindelse om at regelsæt (kosmos) kan udvikles og nuances af at frasige sig disse regelsæt (kaos).

Improvisationsmusikken etablerer hos mig en bevidsthed om min trang til at skabe orden og tryghed. Og faste rammer opfatter jeg som ekstremt grundlæggende for tryghed. Men imellem bør trygheden udfordres og nuanceres.

Improviseret musik viser os, at den individuelle vurdering, holdning og personlighed på nuanceret vis også kan eksistere i imellem skarpt optrukne regler, holdninger og udtryk. Den giver os ofte et modigt og fantasifuldt billede af andre muligheder og andre synspunkter og fortæller os, at hvis vi har modet, kan vi hæve os over forsimplinger og hurtige holdninger og i stedet søge at leve i øjeblikket – bare eksistere i øjeblikket og navigere i det kaos som musikken erkender er en del af tilværelsen.

Men samtidig forholder den sig sin karakteristik som negation, og har en ydmyg bevidsthed om, hvad den eksisterer i; nemlig en verden – et makro, hvori den udgør et minimalt mikro. På den måde er improvisationsmusikken ikke totalitær og har ikke ambitioner om magtovertagelse. Bare fordi jeg her har tolket improviseret musik som et billede på kaos, betyder ikke, at man tilstræber kaos i alle livets forhold. Det betyder blot, at musikken erkender, at de to poler eksisterer, og at de konstant er i konflikt med hinanden.

Improvisationsmusik er en udstilling af kaos indeni vores fælles kosmos.

Sådan kan improviseret musik som livsanskuelse måske udlægges. Tolkningsmulighederne er uendelige.


[1]

DeVeaux, S (1991): Constructing the Jazz Tradition: Jazz Historiography. Black American Literature Forum. Vol. 25, No. 3, Literature of Jazz Issue (Autumn, 1991), pp. 525-560

[2] Finn Stefánsson: kosmos og kaos i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 13. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284511