Essay #2

Essay #2

Bodil og Hal Koch

– om improvisation som livsanskuelse

Af Jakob Th. Overgaard

April 2019 (Også publiceret i ‘OS Zine’, 2019)

You can’t really make apolitical art. […] But to make something is to express a belief in how things belong together. To me, that’s a political statement.

Brian Eno, 2017[i]

Ovenstående citat stammer fra et interview med Brian Eno, som han lavede til Pitchfork i forbindelse med udgivelsen af albummet The Ship (2016). Og her i min lille essayrække om improvisation som livsanskuelse har en sådan indgangsvinkel til kunst selvfølgelig en åbenlys relevans.

Så over de næste linjer vil jeg betragte improvisationsmusikken ud fra en overordnet politisk vinkel. Så langt så godt. Forudsætningen er altså, at musik og improviseret musik ikke alene beror på en kunstnerisk og æstetisk beslutning, men også indeholder en politisk tolkningsmulighed.

Hvis jeg tager udgangspunkt i Eno’s holdning om kunst (alt kunst) som politisk, melder sig en række problematikker; for selvfølgelig kan der ofte tolkes i vidt forskellige retninger.

Alligevel er følgende udlægning af improviseret musik Ikke et forsøg på at definere, inddæmme og patentere alt denne musik som sådan, men som et bud på hvad den inderste kerne i improviseret musik set igennem en politisk optik kan være. Jeg håber ikke, at min udlægning vækker anstød, for dette er absolut ikke mit ærinde:

I Improvisationsmusikken dyrkes den stærke personlige manifestation og indeholder samtidig den holdning, at fællesskabet understøtter alle udtryk. Når man improviserer sammen ligger der et krav til alle musikere om, at gøre hinanden så stærke som muligt. Man understøtter hinanden i at udtrykke hele det personlige potentiale, og pointen er, at medspillere også har et ansvar for at dette lykkes. På den måde sammensmelter det individuelle og det kollektive på en måde, hvor fællesskabet bliver en fundamental del af at manifestere sig individuelt og omvendt. Det er de personlige særkender, der dyrkes indenfor et samarbejde og et fællesskab. Samtidig indebærer improvisationsmusikken en accept af, at det endelige resultat kan blive anderledes end på forhånd forestillet og planlagt. Og at det resultat der nås er netop resultatet af individets accept af kollektivet og kollektivets accept af individet. Deri ligger eksempelvis en grundlæggende adskillelse imellem improvisation og komposition.[ii]

Den første forstander på Krogerup Højskole, der blev grundlagt i 1946 var teolog, kirkehistoriker og professor Hal Koch (1904-1963). Udover de nævnte titler var Hal Koch også en ivrig skribent, debattør og humanist og betragtes som en af Danmarks vigtigste demokratiteoretikere. Hal Koch var gift med Bodil Koch, der ligeledes var teolog af uddannelse. Bodil blev i 1950’erne den første kvindelige kirkeminister og hun spillede en afgørende rolle i etableringen af græsrodsbevægelsen Folkevirke, der havde som formål at motivere kvinder til at beskæftige sig med politik.

Jeg har slet ikke læst hele den mængde litteratur som både Hal og Bodil Koch har efterladt. Alligevel er de nøgleord som jeg sidder tilbage med i forhold til dem begge og på baggrund af den litteratur jeg kender til;  ansvarlighed, mod, evne, tolerance, menneskelighed, værdighed og ikke mindst fleksibilitet.

Hal Koch skrev i 1945 i bogen Hvad Er Demokrati:

Dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden.[iii]

Nøgleordene er: samtalen, forståelse, helheden. Og forbindelsen til – ifølge dette essays udlægning – den kollektive improvisationsmusik – forekommer indlysende. Når Hal Koch skriver ’tager billigt hensyn til helheden’, mener han ikke, at helheden er ligegyldig, men i stedet accepten af, at når samtale og forståelse er forudsætningen, kan helheden ikke på forhånd fastlægges. Betydningen af ordet ’billigt’ peger i retning af rimelig, retfærdig og passende.

Hal Kochs pointe (som jeg læser det) er således, at samtalen og forståelsen danner baggrund for samfundet og helheden og ikke et ideologisk fastlagt billede af, hvordan samfundet bør/skal se ud. Den eneste blivende og konstante værdi er samtalen og gensidig forståelse – hvilket naturligvis også er et ideologisk standpunkt.    

Når dette essay i talesætter alt kunst som politisk (Eno), fremhæver den gensidige accept mellem kollektiv og individ og et fleksibelt endemål (improviseret musik), og demokrati som karakteriseret af samtalen, forståelsen og en ikke på forhånd (før samtalen og forståelsen) fastlagt helhed (Koch) tegner sig helt bestemt konturerne af en politisk tolkningsmulighed.

Jeg synes at det smukke ved Brian Enos statement er, at kunst ifølge ham ikke er neutralt. I det øjeblik et værk offentliggøres vil værket – med eller uden tilhørende forklaring eller udtalt målsætning – kunne tolkes politisk. Eller i hvert fald via sit udtryk, klang, metode, ærinde etc. besidde nogle karakteristika og nogle markører, der gør, at hvis vi ellers vil, kan vi tolke det politisk.

Improviseret musik er måske et musikalsk/kunstnerisk udtryk og en adfærd, der afspejler demokratiets (ifølge Koch) potentiale, kerne og ikke mindst accept af ikke at styre efter et fastlagt endemål, men samtale, respekt og enighed med sans for helhedens interesse.

Tolkningsmulighederne er uendelige.


[i] Sherburne, Philip: A Conversation With Brian Eno About Ambient Music. Pitchfork, 2017. https://pitchfork.com/features/interview/10023-a-conversation-with-brian-eno-about-ambient-music/   [website besøgt d. 17. Januar]

[ii] Disse tanker er tidligere udtryk i essayet Den fascinerede Jazz (2015), Musikhistorier.

[iii] Koch, Hal (1945): Hvad er Demokrati. Gyldendal. (udgave: 1960