Essay #3

Badminton

– om improvisation som livsanskuelse

Af Jakob Th. Overgaard

Maj 2019 (Også publiceret i ‘OS Zine’, 2019)

Jeg gik til badminton i 3 hele sæsoner. To gange om ugen pakkede jeg tasken og ketsjeren, besteg jeg min cykel, indfandt mig i Vestergade Hallen og under træner-Leifs kyndige ledelse trænede hårdt i 2 timer. Mandag og torsdag med opvarmning til Madonnas Like A Prayer, hvor vi spurtede i intervaller rundt i hallen. Jeg var altid forpustet og ramt af sidesting allerede efter opvarmningen.

Så jeg blev selvsagt aldrig blandt de bedste, men jeg gjorde hvad jeg syntes kunne, for at have udstyret i orden og i øvrigt optræde som et seriøst og dedikeret medlem af klubben.

Til at begynde med startede jeg med badminton pga. én bestemt person: Morten Frost (1958). Morten Frost var en ufattelig dygtig badmintonspiller. Han vandt All England-titlen 4 gange, vandt EM 2 gange, Nordisk Mesterskab vist nok 8 gange og Denmark Open ligeledes 8 gange.

I Morten Frosts tilfælde var der noget jeg fandt særligt tydeligt og fascinerende;  kombinationen af det stramt komponerede og indstuderede som basis for at håndtere den uforudsigelige virkelighed i timelange kampe med de bedste spillere på kloden.

Bevægelserne var tydeligt så stramt indøvet, at han sikkert ikke kunne bevæge sig på andre måder. Baghånd, forhånd, smash, cleare, serv, drop – alt var teknisk indøvet til den mest detaljerede perfektion. Enormt stilistisk, disciplineret og udtryk for en tradition og en teknisk og sportslig evolution. Og selvfølgelig en menneskelig evne til at optræne dette exceptionelle niveau.

På den ene side tænkte jeg, at Morten Frost havde lagt alt det arbejde i sin dedikerede træning for at vinde så meget som muligt og blive den bedste badmintonspiller nogensinde. Men på anden side tænkte jeg på den tilfredsstillelse, det måtte være i sig selv, at have tilegnet sig et sprog, der på én gange var så indstuderet og automatiseret, men hvor hele pointen var, at opnå effektive redskaber til håndtere en uforudsigelig virkelighed. En virkelighed, der konstant ville være påvirket af den aktuelle situation og den badmintonspiller, der nu engang stod overfor ham i kampen.  

Jeg mistede interessen for badminton og begyndte i stedet at interessere mig for jazz. Nu brugte jeg tiden på at sidde på mit værelse og indspille kassettebånd på ghettoblasterens record-funktion, hvor jeg improviserede i pentatonskala til musik, der blev afspillet fra min søsters ghettoblaster. Derefter arkiverede jeg båndende med en titel og satte den dem sirligt på en hylde i reolen.  

Først mange år senere kunne jeg se en sammenhæng imellem badminton og improvisation som kunstnerisk metode og adfærd i øvrigt: Tilegnelse af et teknisk sprog, der har et stilistisk ståsted og indøvelse til dette bliver en del af det naturlige bevægemønster og hele personligheden. Og dernæst sætte det ind i en ramme, hvor uforudsigeligheden er altoverskyggende. Og derigennem nå et endepunkt.

Man kan måske indvende at det fungerer sådan med al socialisering imellem levende væsener. Man lærer at tale og begå sig generelt, men forskellen er netop, at hverken badminton eller improvisationsmusik er nødvendigheder for eksistere imellem mennesker i sameksistens.

I Morten Frosts tilfælde var det en sejrsgang over hele jorden. Men samtidig også alene udøvelsen af aktiviteten – sætte sproget ind i den virkelighed det er udviklet til at håndtere.

Og Morten Frosts var i øvrigt nødt til at finde sine modstandere i den allerøverste verdenselite for at opnå sammensmeltningen mellem det stramt komponeret og det improviserede, der virkelighedspåvirkes. Alle spillere under dette niveau var han trænet i at aflæse, og derfor ville uforudsigeligheden ikke var tilstrækkelig – han skulle matches ellers kunne sproget ikke komme til sin ret.

Sådan fungerer det selvsagt ikke med musik og kunst. Selvom vi i denne sfære også dyrker det elitære og har helte og heltinder som er særligt fremtrædende, er der jo meget stor forskel på, hvad der udgør deres specifikke særkender og særlige kvaliteter. Men fælles for de fleste er det stramt indøvede sprog, der gøres fleksibelt og organisk i en uforudsigelig og arbitrær situation – sproget (teknikken, generel musikforståelse og træning) fungerer her som en forudsætning for at håndtere uforudsigeligheden.  

Budskabet i dette korte essay er ikke, at elitesport og improvisationsmusik er 100% sammenligneligt – slet ikke. Blot et pege på nogle konceptuelle sammenfald.

Ét ud af mange punkter, hvor de to adskiller sig væsentligt er i min optik succeskriterier. I sportens verden er sejren nok det absolut primære succeskriterium og dernæst kommer nok følelsen af at have gjort sit bedste.

I musik findes hverken sejren eller nederlaget. Modsat hvad man ellers kunne tro. Selvfølgelig kan man mene, at noget er mere vellykket end andet, men det er ikke alene resultatet der tæller. I musik findes interaktionen og en ambition om at skabe klang, der har kan røre mennesker og spille en større eller mindre rolle for få eller mange. Og der findes en meget tilstedeværende ambition om at skabe kunst, der på den ene eller den anden måde skiller sig ud fra alt andet. Men der findes ingen verdensmestre, der sætter et foreløbigt punktum for godt det kan gøres. Det er løbende proces der involverer alle der deltager i den.

Og ligesom sporten har sine egne kvaliteter har improvisationsmusikken det også – nogle er konceptuelt sammenlignelige og andre er nok ikke.

That’s it.

Tolkningsmulighederne er uendelige.